Som det første møde

Kan du møde mig med et nyt og friskt sind, som var det første gang, vi mødtes?, spurgte han.

Naturligvis, svarede jeg.

Har du glemt alle vores fælles oplevelser? Har du glemt alle de sårende bemærkninger? Har du glemt mit navn? Har du glemt min fortid?, spurgte han.

Ingenlunde, svarede jeg.

Hvordan kan du så møde mig uden dom?, spurgte han.

Min vilje siger mig, at det vil jeg, svarede jeg.

Men følelsen vinder altid over viljen. Uanset hvor stærk din vilje er, så vil den mindste lille følelse kunne svække en kraftig vilje så meget, at den smelter sammen. Som en blomst, der visner efter lang tids tørke, sagde han.

***

Den aften tænkte jeg længe over det første møde, og hvordan det var at mødes uden erfaring, uden en historie, kun med en forventning om at dette møde ville forandre alt. I drømmen ville jeg slette alle spor.

Næste morgen var alt som før.

Kan du møde mig med et nyt og friskt sind, som var det første gang, vi mødtes?, spurgte han.

Ingenlunde, svarede jeg.

Kan du møde dig selv med et friskt og nyt sind, som var det første gang, du tænkte en tanke?, spurgte han.

Ingenlunde, svarede jeg.

Ved du hvorfor?, spurgte han.

Naturligvis, svarede jeg. Jeg kan ikke løbe fra min erindring, men allerstærkest er den tanke indeni, som jeg indtil videre ikke har kunnet forandre. Tanken om at mit liv er summen er mine erfaringer.

Er du klar til at forandre denne tanke?, spurgte han.

Naturligvis, svarede jeg.

Så gå op og mød dig selv for første gang, sagde han, og begyndte at gå i forvejen op ad bjerget.