Så glemmer jeg alt det, der får mig til at gå i ring. Der får [...]]]> I virkeligheden har jeg ikke brug for så meget, som jeg tror på. Stilhed er alt, jeg behøver, for at mærke. Jeg er til.
Når tomhedens fylde får lov til at indtage rummet. Så husker jeg, hvem jeg er.

Så glemmer jeg alt det, der får mig til at gå i ring. Der får mig til at gentage alt det. Der forhindrer mig i at udfolde mig.

Udføre alt det, der gemmer sig bag en maske af kortvarig lystfølelse. Alt det der får mig til at svælge i falsk tilstand af lykke.

Som jeg opdager ved en brat opvågning. Til stilheden.

Det er som om, at der er lagt lag på lag ovenpå et spinkelt argument, som måske ikke holdt så [...]]]> Hvorfor er det, at jeg gør det jeg gør? Jeg har glemt, hvor jeg kom fra. Jeg kan ikke længere forstå, hvorfor jeg skal gøre det jeg gør, på den måde de beder mig om.

Det er som om, at der er lagt lag på lag ovenpå et spinkelt argument, som måske ikke holdt så meget vand, hvis det ikke var fordi, det blev fremført af en, jeg havde tillid til engang.

Og nu står jeg her og undrer mig over. Alt.

Hvor kom jeg fra?

Måske det bare er mig, der.

Hvor kom jeg fra?

Eller måske det blot er for svært at forstå?

Hvor var det vi kom fra?

Naturligvis, svarede jeg.

Har du glemt alle vores fælles oplevelser? Har du glemt alle de sårende bemærkninger? Har du glemt mit navn? Har du glemt min fortid?, spurgte han.

Ingenlunde, svarede jeg.

Hvordan kan du så [...]]]> Kan du møde mig med et nyt og friskt sind, som var det første gang, vi mødtes?, spurgte han.

Naturligvis, svarede jeg.

Har du glemt alle vores fælles oplevelser? Har du glemt alle de sårende bemærkninger? Har du glemt mit navn? Har du glemt min fortid?, spurgte han.

Ingenlunde, svarede jeg.

Hvordan kan du så møde mig uden dom?, spurgte han.

Min vilje siger mig, at det vil jeg, svarede jeg.

Men følelsen vinder altid over viljen. Uanset hvor stærk din vilje er, så vil den mindste lille følelse kunne svække en kraftig vilje så meget, at den smelter sammen. Som en blomst, der visner efter lang tids tørke, sagde han.

***

Den aften tænkte jeg længe over det første møde, og hvordan det var at mødes uden erfaring, uden en historie, kun med en forventning om at dette møde ville forandre alt. I drømmen ville jeg slette alle spor.

Næste morgen var alt som før.

Kan du møde mig med et nyt og friskt sind, som var det første gang, vi mødtes?, spurgte han.

Ingenlunde, svarede jeg.

Kan du møde dig selv med et friskt og nyt sind, som var det første gang, du tænkte en tanke?, spurgte han.

Ingenlunde, svarede jeg.

Ved du hvorfor?, spurgte han.

Naturligvis, svarede jeg. Jeg kan ikke løbe fra min erindring, men allerstærkest er den tanke indeni, som jeg indtil videre ikke har kunnet forandre. Tanken om at mit liv er summen er mine erfaringer.

Er du klar til at forandre denne tanke?, spurgte han.

Naturligvis, svarede jeg.

Så gå op og mød dig selv for første gang, sagde han, og begyndte at gå i forvejen op ad bjerget.

Men der er intet at gøre nu. Der er ingen vej tilbage. Jeg trækker i stikket, lukker øjnene, venter på braget, kniber øjnene sammen, letter lidt på øjenlåget. Ingen ting skete [...]]]> Et råb dybt nede fra fremkalder angsten om at alt går i stykker, hvis jeg trækker stikket ud. Dernede hvor alle billederne kommer fra.

Men der er intet at gøre nu. Der er ingen vej tilbage. Jeg trækker i stikket, lukker øjnene, venter på braget, kniber øjnene sammen, letter lidt på øjenlåget. Ingen ting skete der.

Som et fængsel uden mure. En ulåst dør, hvorpå der er malet LÅST med store bogstaver. Som en programmeret mus. Tænk at det kunne være så nemt. Der skete jo ingen ting.

Støjen. Larmen. Bare en hvisken. Al forstyrrelse får mig til at søge ind i den absolutte stilhed igen.

Han spurgte mig. Kan du ikke være stille?

Tænkte, at stilhed er tavshed. Ingen lyd. Ingenting. Fastfrosset. Mennesker [...]]]> Hvis bare. Det kunne være sådan altid. Stille. Udenfor. Indeni. Fryse tiden og sætte alt i stå. Sådan her.

Støjen. Larmen. Bare en hvisken. Al forstyrrelse får mig til at søge ind i den absolutte stilhed igen.

Han spurgte mig. Kan du ikke være stille?

Tænkte, at stilhed er tavshed. Ingen lyd. Ingenting. Fastfrosset. Mennesker der holder øje med hinandens tavshed. Stilleleg som barn. Biblioteket. Tystheden når sneen ligger tungt om vinteren. Fravær af støj. Ingen biler. Ingen musik. Alt er klinisk fjernet. Akustisk renset. Ørepropper. Alt dæmpet af vat. Lyddødt som med æggebakker i et lydstudie. Der hvor der ingen resonans er. Det modsatte af at tabe en bog i en kirke. At høre stilheden, hvor der ikke eksisterer lyde. Som der, hvor jeg skæver til dem der larmer og ønsker dem et andet sted hen. Her er stille. Sådan er det.

Han grinte. Dette er stilhed. Rungende latter og dansende børn. Som vandet, der søger hen hvor der er brug for det. Elegant.

Stilheden fortættes i vandet. Som underbevidstheden dukker op fra vandet. Som mulighederne der bobler op. Bliver til tanker.

Stilheden er som ringe i vandet efter en sten. Symmetrisk. Afbøjende. Afventende. Tålmodig. Uden krav. Følger stilheden. [...]]]> Elegant. Uden at tænke over hvorhen og hvorfor. Glider det af sted. Over og under sten. Omsvøber fisk. Omsvøber luftboblerne.

Stilheden fortættes i vandet. Som underbevidstheden dukker op fra vandet. Som mulighederne der bobler op. Bliver til tanker.

Stilheden er som ringe i vandet efter en sten. Symmetrisk. Afbøjende. Afventende. Tålmodig. Uden krav. Følger stilheden. Elegant omsvøber alt og rummer alt.

Stilheden er vandet og alt det udenom. Som vandet der glider gennem fingrene, når hånden sænkes ned i bækken. Uden at vide hvorhen. Uden at ønske at vide. Elegant.

Træet er fyldt med stilhed. I kronen. I stammen. I rodnettet. Står der og pulserer stilhed.

Som jeg sidder der. Under træet. Under bevidstheden. Mærker stilheden. Snige sig ind. Under. Stilheden vækkes.

Træet er stilheden. Har ingen ambitioner. Ingen knaphed. Intet [...]]]> Som det står der. Stille og uden at gøre væsen af sig. Tænker jeg.

Træet er fyldt med stilhed. I kronen. I stammen. I rodnettet. Står der og pulserer stilhed.

Som jeg sidder der. Under træet. Under bevidstheden. Mærker stilheden. Snige sig ind. Under. Stilheden vækkes.

Træet er stilheden. Har ingen ambitioner. Ingen knaphed. Intet afsavn. Intet svigt. Stilheden kommer nærmere. Altid vågen.

Tænker jeg. At man skulle være et træ.

Smelter sammen med træet og mærker hvordan stilheden indfinder sig. Alt dette intet. Det er som om, at jeg her accepterer.

Hjælper med at sprede omsorg, kærlighed og nærvær.

Begrænser udfaldsrummet for adfærd, når lykken pantsættes i blind jagt [...]]]> Tænker at anerkendelse er endnu et af de fænomener, som både er hjælper og begrænser. Ligesom vanen, der hjælper med det trivielle hver dag og begrænser mig i at se klart og åbent i det daglige trivielle.

Hjælper med at sprede omsorg, kærlighed og nærvær.

Begrænser udfaldsrummet for adfærd, når lykken pantsættes i blind jagt på anerkendelse.

Tænker at anerkendelsen kan reduceres til en bytte-økonomi mellem mennesker. Bliver til en binding, som låser relationer, der starter med et kys og ender med en sutteklud.

Som en logrende hund står jeg endnu herude og banker på. Og prøver helt simpelt. Forstå mig. Se mig. Synes du om mig? Sig mig hvad jeg skal ændre, for at jeg er, som du ønsker. Hvad skal jeg mene for at være med?

At trække vejret ind føles opløftende. Når man har holdt vejret under vandet i alt for lang tid.

At åbne øjnene, når de ikke længere trænger til at være lukkede. At lukke øjnene, når de trænger til det.

At mærke glæden, der ikke kan beskrives. At glædes over, [...]]]> Der er så meget at glædes over.

At trække vejret ind føles opløftende. Når man har holdt vejret under vandet i alt for lang tid.

At åbne øjnene, når de ikke længere trænger til at være lukkede. At lukke øjnene, når de trænger til det.

At mærke glæden, der ikke kan beskrives. At glædes over, at der stadig er noget, der ikke kan beskrives.

At give slip på alle de uglædelige unødvendige uklædelige ubrugelige sten i rygsækken. At lade dem dumpe tilbage på den plads, hvor de hører hjemme. Skubbe dem ud over kanten. Trille dem ned ad skrænten. Kaste dem ud fra bjergets top.

Glæde er lethed.