Jeg forstår det ikke. Det er ganske simpelt og alligevel tilsyneladende så komplekst. 20% af en vares pris går til at reklamere for den. Reklamer bliver brugt til at manipulere os til at købe varen og til at forurene den generelle bevidsthed i og med det ikke er alle, der ønsker eller kommer til at købe den vare, som reklamen vedrører.
Det jeg ikke forstår er… hvorfor tillader vi det? Og “vi” er så både os forbrugere og dem, der repræsenterer os og ikke plejer at lade en chance gå forbi for at lave regler og love, der indskrænker råderummet og dermed friheden. Men der er tilsyneladende frihed til at manipulere med andre menneskers opmærksomhed, adfærd og bevidsthed.
Måske det skyldes, at det der holder vores samfund sammen er økonomi og vel at mærke en økonomi, der er betinget af forbrug og årlig vækst. Der var et tidspunkt – i USA – hvor forbrug var lig med indkøb af varer, man havde brug for. Efter 1. Verdenskrig stod USA med et stort produktionsapparat og de folkevalgte politikere – eller rettere pengemændene på Wall Street og i bankerne – var bange for, at kapaciteten ikke kunne udnyttes godt nok. De ville gerne have afkast af deres investeringer. Man gjorde derfor en stor indsats for at flytte forbrugernes motiver for at købe varer fra efter behov til begær.
Hvor reklamerne havde en oplysende og faktuel karakter før 1. Verdenskrig, så skiftede udtrykket til at have en mere overtalende karakter. Hvor det før var: “Disse strømper er lavet af den fineste silke og har en god kvalitet”, så blev det til “Hvis du vil være attraktiv, så er det disse strømper, du skal købe”. Så i stedet for at sælge strømper, skulle man nu til at sælge drømme. Og siden er det blevet mere komplekst at gennemskue reklamernes budskaber i takt med at der er gjort en stor indsats for at finde ud af, hvor de ubevidste følelsesmæssige knapper sidder hos forbrugeren. Nu kan man trykke på knapperne og få masserne til at gå et bestemt sted hen uden at masserne er klar over det. Det er vist det man kalder massemanipulation. Det er den samme metode der anvendes, om vi har at gøre med leverpostej, biler, politiske budskaber, fjendebilleder. Manipulation af opmærksomhed.
Følg med strømmen min ven
uden at vide hvorhen
reklamen viser vej
(Shu-bi-dua, Minus til plus, 1980)
Der er dynget så meget på efterhånden, at vi ikke længere ved hvor vi kommer fra. Vi tror, at det altid har været sådan. Vi mister vores referencepunkter, når vi ikke kan se længere end en eller to generationer tilbage og se, at dengang var reklamerne der også – godt nok i en mere primitiv form – men de var der.
Vi tror, at vores samfund bør være bygget på den forbrugsdrevne økonomi. Men det er jo – i al sin enkelhed – blot et fængsel, hvor vi på samme tid er fangevogter og indsat. En ret enkel og dog sofistikeret konstruktion. Når vi kan få os til at vogte over hinanden og i nogle tilfælde få os til at vogte over os selv, så skal der ikke mange til at styre flokken.
